Kontraktiv pengepolitik er en type konjunkturpolitik, der har til formål at begrænse
eller dæmpe økonomisk aktivitet.
Den bruges typisk, når en økonomi oplever høj inflation eller risikerer at blive
overophedet. Kontraktiv pengepolitik
involverer at øge renteniveauer, reducere pengemængden eller en kombination af begge
dele.
Kontraktiv pengepolitik hjælper med at bremse den økonomiske vækst (lukker et positivt
outputgab) for at kontrollere
inflation eller forhindre en økonomi i at blive overophedet. Højere renter gør det
dyrere at låne penge, hvilket
reducerer forbrug og investeringer, mens en reduceret pengemængde mindsker likviditeten
i økonomien.
Kontraktiv pengepolitik kan hjælpe med at lukke et positivt outputgab
Herover er eksempel en økonomi uden outputgab, vi forsøger vha. af konjunkturpolitik at ramme denne situation.
Rentehævelser ↑
Centralbanken kan hæve styringsrenten, hvilket øger omkostningerne ved at låne penge. Højere
renter reducerer forbrug og
investeringer, da lån bliver dyrere for både husholdninger og virksomheder.
Kvantitative stramninger ↓
Centralbanken kan reducere eller stoppe køb af værdipapirer som statsobligationer og andre
aktiver, hvilket mindsker
pengemængden i økonomien. Dette øger de langsigtede renter og reducerer likviditeten i
finanssystemet.
Effekter
Effekterne af kontraktiv pengepolitik kan være betydelige og varierer afhængigt af den
økonomiske kontekst og
politikernes specifikke udformning. Her er nogle af de vigtigste effekter:
Reduktion af inflation
Kontraktiv pengepolitik kan mindske inflationen ved at reducere den samlede
efterspørgsel i økonomien. Højere renter og
reduceret pengemængde dæmper forbrug og investeringer, hvilket kan sænke prispres og
stabilisere inflationen.
Øget arbejdsløshed
En nedgang i økonomisk aktivitet som følge af kontraktiv pengepolitik kan føre til
højere arbejdsløshed. Når
efterspørgslen falder, kan virksomheder opleve lavere salg og dermed reducere
produktionen og afskedige medarbejdere.
Lavere økonomisk vækst
Kontraktiv pengepolitik kan resultere i lavere økonomisk vækst. Højere renter og mindre
likviditet kan dæmpe både privat
og offentlig efterspørgsel, hvilket kan føre til en lavere vækstrate i
bruttonationalproduktet (BNP).
Forbedring af betalingsbalancen
Når indenlandsk efterspørgsel reduceres, kan det føre til lavere import, da både
forbrugere og virksomheder køber færre
udenlandske varer og tjenester. En reduceret import kan forbedre handelsbalancen, en del
af betalingsbalancen.
Styrkelse af valutaen
Højere renter kan tiltrække udenlandsk kapital, hvilket kan føre til en styrkelse af
valutaen. En stærkere valuta kan
reducere importpriserne og dæmpe inflationen, men kan også gøre eksport dyrere og
reducere konkurrenceevnen på
internationale markeder.
Øgede låneomkostninger
Højere renter gør det dyrere at låne penge for både privatpersoner og virksomheder.
Dette kan reducere forbrug og
investeringer, da husholdninger og virksomheder vil være mere tilbageholdende med at
påtage sig gæld.
Kontraktiv pengepolitik medfører herover inflationen falder fra π0 til π1
Kontraktiv pengepolitik medfører herover nationalindkomsten falder fra Y0 til Y1
Kontraktiv pengepolitik ovenfor f.eks. lavere forbrugskvote medfører herover nationalindkomsten falder fra Y0 til Y1
Kontraktiv pengepolitik medfører fald i beskæftigelsen herover falder fra L0 til L1.
Kontraktiv pengepolitik medfører alt andet lige et fald i importen grundet den lavere efterspørgsel og dermed en bedring af betalingsbalancen.
USA under Paul Volcker (1980'erne)
Baggrund: USA oplevede høj inflation og lav økonomisk vækst i slutningen af 1970'erne og
begyndelsen af 1980'erne, en
periode kendt som stagflation.
Tiltag: Under ledelse af Federal Reserve-formand Paul Volcker hævede centralbanken
kraftigt styringsrenten for at dæmpe
inflationen. Renten blev hævet til over 20% på sit højeste.
Effekt: Tiltagene hjalp med at reducere inflationen betydeligt, men førte også til en
alvorlig recession og høj
arbejdsløshed på kort sigt. Volckers politik betragtes dog som nødvendig for at
stabilisere økonomien på lang sigt.
Eurozonen under den Europæiske Centralbank (2011-2012)
Baggrund: Efter finanskrisen i 2008 stod eurozonen over for høj inflation og økonomisk
usikkerhed.
Tiltag: Den Europæiske Centralbank (ECB) hævede styringsrenten i to omgange i 2011 for
at bekæmpe inflationen, på trods
af den økonomiske usikkerhed i mange medlemslande.
Effekt: Tiltagene blev kritiseret for at forværre den økonomiske nedgang i nogle
medlemslande, især i Sydeuropa, hvor
høj arbejdsløshed og lav vækst allerede var store problemer. ECB sænkede senere renterne
igen som svar på den vedvarende
krise.
Japan i 1990'erne
Baggrund: Japan oplevede en økonomisk boble i 1980'erne, som brast i begyndelsen af
1990'erne, hvilket førte til en
langvarig periode med økonomisk stagnation og deflation, kendt som den "tabte dekade".
Tiltag: Bank of Japan hævede renten markant i slutningen af 1980'erne for at bekæmpe
inflationen og spekulation i aktie-
og ejendomsmarkederne.
Effekt: Selvom inflationen blev bragt under kontrol, førte de høje renter til en
økonomisk nedgang, faldende aktie- og
ejendomspriser, og en lang periode med lav vækst og deflation.
Storbritannien under Margaret Thatcher (1980'erne)
Baggrund: Storbritannien oplevede høj inflation og økonomisk stagnation i slutningen af
1970'erne.
Tiltag: Regeringen under Margaret Thatcher og Bank of England hævede renterne kraftigt
og strammede pengepolitikken for
at bekæmpe inflationen.
Effekt: Tiltagene reducerede inflationen, men førte også til en alvorlig recession, høj
arbejdsløshed og økonomiske
omstruktureringer. Langsigtet bidrog politikken til at modernisere økonomien og skabe
grundlaget for senere vækst.