Kontraktiv Finanspolitik


Til forsiden

  • Formål

    Kontraktiv finanspolitik er en type finanspolitik, der har til formål at begrænse eller dæmpe økonomisk aktivitet. Den bruges typisk, når en økonomi oplever høj inflation eller risikerer at blive overophedet. Kontraktiv finanspolitik involverer enten en reduktion i offentlige udgifter, en stigning i skatter eller en kombination af begge dele.

    Kontraktiv finanspolitik hjælper med at bremse den økonomiske vækst (lukker et positivt outputgab) for at kontrollere inflation eller forhindre en økonomi i at blive overophedet.

    Kontraktiv finanspolitik kan hjælpe med at lukke et positivt outputgab

    Herover er eksempel en økonomi uden outputgab, vi forsøger vha. af konjunkturpolitik at ramme denne situation.

  • Værktøjer

    Reduktion af offentlige udgifter ↓: Regeringen kan skære ned på investeringer i infrastruktur, uddannelse, sundhedsvæsen, overførselsindkomster osv.

    Skattestigninger ↑: Højere skatter (indkomstskatter, selskabsskatter, moms osv.) efterlader husholdninger og virksomheder med mindre disponibel indkomst.

  • Effekter:

    Effekterne af kontraktiv finanspolitik kan være betydelige og varierer afhængigt af den økonomiske kontekst og politikernes specifikke udformning.
    Her er nogle af de vigtigste effekter:

    Reduktion af inflation
    Kontraktiv finanspolitik kan mindske inflationen ved at reducere den samlede efterspørgsel i økonomien. Når regeringen skærer ned på udgifterne eller øger skatterne, falder forbruget og investeringerne, hvilket kan dæmpe prispres og stabilisere inflationen.

    Øget arbejdsløshed
    En nedgang i økonomisk aktivitet som følge af kontraktiv finanspolitik kan føre til højere arbejdsløshed. Når efterspørgslen falder, kan virksomheder opleve lavere salg og dermed reducere produktionen og afskedige medarbejdere.

    Lavere økonomisk vækst
    Kontraktiv finanspolitik kan resultere i lavere økonomisk vækst. Reducerede offentlige udgifter og højere skatter kan dæmpe både privat og offentlig efterspørgsel, hvilket kan føre til en lavere vækstrate i bruttonationalproduktet (BNP).

    Forbedring af offentlige finanser
    Ved at reducere udgifterne og/eller øge skatterne kan kontraktiv finanspolitik hjælpe med at reducere budgetunderskuddet eller skabe et budgetoverskud. Dette kan være vigtigt for at sikre langsigtet bæredygtighed i de offentlige finanser og reducere gældsbyrden.

    Reduceret importefterspørgsel
    Når regeringen reducerer udgifterne og/eller øger skatterne, falder den samlede efterspørgsel i økonomien. Dette kan føre til lavere import, da både forbrugere og virksomheder køber færre udenlandske varer og tjenester.

  • Figurer

    Kontraktiv finanspolitik medfører herover inflationen falder fra π0 til π1

    Kontraktiv finanspolitik medfører herover nationalindkomsten falder fra Y0 til Y1

    Kontraktiv finanspolitik ovenfor f.eks. øgede skatter medfører herover nationalindkomsten falder fra Y0 til Y1

    Kontraktiv finanspolitik medfører herover en bedring af den offentlige saldo fra 0 til 1 til 2.

    Kontraktiv finanspolitik medfører fald i beskæftigelsen herover falder fra L0 til L1.

    Kontraktiv finanspolitik medfører alt andet lige et fald i importen grundet den lavere efterspørgsel og dermed en bedring af betalingsbalancen.

  • Eksempler

    Danmark i 1980'erne:
    Baggrund: I begyndelsen af 1980'erne oplevede Danmark høj inflation, store underskud på betalingsbalancen og en betydelig offentlig gæld.
    Tiltag: Den danske regering under Poul Schlüter indførte en række stramninger (Kartoffelkuren), herunder nedskæringer i offentlige udgifter, skattestigninger og indkomstpolitik for at begrænse lønstigninger.
    Effekt: Disse tiltag bidrog til at reducere inflationen og forbedre betalingsbalancen, selvom det også medførte højere arbejdsløshed på kort sigt.

    Danmark i 2010'erne:
    Baggrund: Efter finanskrisen i 2008 indførte den danske regering flere sparepakker for at reducere budgetunderskuddet.
    Tiltag: Besparelserne omfattede nedskæringer i offentlige udgifter, herunder på uddannelse og sundhed, samt reformer af dagpengesystemet.
    Effekt: Tiltagene hjalp med at stabilisere de offentlige finanser, men førte også til kritik og debat om deres sociale og økonomiske konsekvenser, herunder stigende arbejdsløshed og lavere vækst i en periode.

    Grækenland efter finanskrisen (2010'erne):
    Baggrund: Grækenland stod over for en alvorlig gældskrise med store budgetunderskud og en hurtigt voksende offentlig gæld.
    Tiltag: Som en betingelse for internationale redningspakker fra EU og IMF indførte Grækenland omfattende spareprogrammer, herunder store nedskæringer i offentlige udgifter, pensionsreformer, og skatteforhøjelser.
    Effekt: Mens disse tiltag hjalp med at reducere underskuddet og stabilisere gælden, førte de også til alvorlig økonomisk nedgang, høj arbejdsløshed og sociale protester.

    Storbritannien under regeringen Cameron (2010'erne):
    Baggrund: Efter finanskrisen i 2008 stod Storbritannien over for betydelige budgetunderskud og voksende offentlig gæld.
    Tiltag: Regeringen under premierminister David Cameron indførte en politik med stramme offentlige udgifter, kendt som "austerity," som inkluderede nedskæringer i offentlige tjenester og velfærdsydelser samt skattestigninger.
    Effekt: Tiltagene hjalp med at reducere budgetunderskuddet, men de blev også kritiseret for at hæmme økonomisk vækst og forværre sociale uligheder.

    Tyskland i begyndelsen af 2000'erne (Schröder-regeringen):
    Baggrund: Tyskland oplevede økonomiske udfordringer med høj arbejdsløshed og svag økonomisk vækst.
    Tiltag: Under Gerhard Schröder gennemførte Tyskland "Agenda 2010" reformer, som omfattede stramme finanspolitiske tiltag som reduktion af sociale ydelser, reformer af arbejdsmarkedet og skatteforhøjelser.
    Effekt: Reformerne bidrog til at forbedre Tysklands økonomiske konkurrenceevne og stabilisere de offentlige finanser, men blev også kritiseret for at skabe større økonomisk usikkerhed og sociale udfordringer for mange borgere.