Kontraktiv finanspolitik er en type finanspolitik, der har til formål at begrænse eller
dæmpe økonomisk aktivitet. Den
bruges typisk, når en økonomi oplever høj inflation eller risikerer at blive
overophedet. Kontraktiv finanspolitik
involverer enten en reduktion i offentlige udgifter, en stigning i skatter eller en
kombination af begge dele.
Kontraktiv finanspolitik hjælper med at bremse den økonomiske vækst (lukker et positivt
outputgab) for at kontrollere
inflation eller forhindre en økonomi i at blive overophedet.
Kontraktiv finanspolitik kan hjælpe med at lukke et positivt outputgab
Herover er eksempel en økonomi uden outputgab, vi forsøger vha. af konjunkturpolitik at ramme denne situation.
Reduktion af offentlige udgifter ↓: Regeringen kan skære ned på investeringer i
infrastruktur, uddannelse, sundhedsvæsen, overførselsindkomster osv.
Skattestigninger ↑: Højere skatter (indkomstskatter, selskabsskatter, moms osv.)
efterlader husholdninger og virksomheder med mindre disponibel indkomst.
Effekterne af kontraktiv finanspolitik kan være betydelige og varierer afhængigt af den
økonomiske kontekst og
politikernes specifikke udformning.
Her er nogle af de vigtigste effekter:
Reduktion af inflation
Kontraktiv finanspolitik kan mindske inflationen ved at reducere den samlede
efterspørgsel i økonomien. Når regeringen
skærer ned på udgifterne eller øger skatterne, falder forbruget og investeringerne,
hvilket kan dæmpe prispres og
stabilisere inflationen.
Øget arbejdsløshed
En nedgang i økonomisk aktivitet som følge af kontraktiv finanspolitik kan føre til
højere arbejdsløshed. Når
efterspørgslen falder, kan virksomheder opleve lavere salg og dermed reducere
produktionen og afskedige medarbejdere.
Lavere økonomisk vækst
Kontraktiv finanspolitik kan resultere i lavere økonomisk vækst. Reducerede offentlige
udgifter og højere skatter kan
dæmpe både privat og offentlig efterspørgsel, hvilket kan føre til en lavere vækstrate i
bruttonationalproduktet (BNP).
Forbedring af offentlige finanser
Ved at reducere udgifterne og/eller øge skatterne kan kontraktiv finanspolitik hjælpe
med at reducere budgetunderskuddet
eller skabe et budgetoverskud. Dette kan være vigtigt for at sikre langsigtet
bæredygtighed i de offentlige finanser og
reducere gældsbyrden.
Reduceret importefterspørgsel
Når regeringen reducerer udgifterne og/eller
øger skatterne, falder den samlede
efterspørgsel i økonomien. Dette kan føre til lavere import, da både forbrugere og
virksomheder køber færre udenlandske
varer og tjenester.
Kontraktiv finanspolitik medfører herover inflationen falder fra π0 til π1
Kontraktiv finanspolitik medfører herover nationalindkomsten falder fra Y0 til Y1
Kontraktiv finanspolitik ovenfor f.eks. øgede skatter medfører herover nationalindkomsten falder fra Y0 til Y1
Kontraktiv finanspolitik medfører herover en bedring af den offentlige saldo fra 0 til 1 til 2.
Kontraktiv finanspolitik medfører fald i beskæftigelsen herover falder fra L0 til L1.
Kontraktiv finanspolitik medfører alt andet lige et fald i importen grundet den lavere efterspørgsel og dermed en bedring af betalingsbalancen.
Danmark i 1980'erne:
Baggrund: I begyndelsen af 1980'erne oplevede Danmark høj inflation, store underskud på
betalingsbalancen og en
betydelig offentlig gæld.
Tiltag: Den danske regering under Poul Schlüter indførte en række stramninger
(Kartoffelkuren), herunder
nedskæringer i
offentlige udgifter, skattestigninger
og indkomstpolitik for at begrænse lønstigninger.
Effekt: Disse tiltag bidrog til at reducere inflationen og forbedre betalingsbalancen,
selvom det også medførte højere
arbejdsløshed på kort sigt.
Danmark i 2010'erne:
Baggrund: Efter finanskrisen i 2008 indførte den danske regering flere sparepakker for
at reducere budgetunderskuddet.
Tiltag: Besparelserne omfattede nedskæringer i offentlige udgifter, herunder på
uddannelse og sundhed, samt reformer af
dagpengesystemet.
Effekt: Tiltagene hjalp med at stabilisere de offentlige finanser, men førte også til
kritik og debat om deres sociale
og økonomiske konsekvenser, herunder stigende arbejdsløshed og lavere vækst i en
periode.
Grækenland efter finanskrisen (2010'erne):
Baggrund: Grækenland stod over for en alvorlig gældskrise med store budgetunderskud og
en hurtigt voksende offentlig
gæld.
Tiltag: Som en betingelse for internationale redningspakker fra EU og IMF indførte
Grækenland omfattende
spareprogrammer, herunder store nedskæringer i offentlige udgifter, pensionsreformer, og
skatteforhøjelser.
Effekt: Mens disse tiltag hjalp med at reducere underskuddet og stabilisere gælden,
førte de også til alvorlig økonomisk
nedgang, høj arbejdsløshed og sociale protester.
Storbritannien under regeringen Cameron (2010'erne):
Baggrund: Efter finanskrisen i 2008 stod Storbritannien over for betydelige
budgetunderskud og voksende offentlig gæld.
Tiltag: Regeringen under premierminister David Cameron indførte en politik med stramme
offentlige udgifter, kendt som
"austerity," som inkluderede nedskæringer i offentlige tjenester og velfærdsydelser samt
skattestigninger.
Effekt: Tiltagene hjalp med at reducere budgetunderskuddet, men de blev også kritiseret
for at hæmme økonomisk vækst og
forværre sociale uligheder.
Tyskland i begyndelsen af 2000'erne (Schröder-regeringen):
Baggrund: Tyskland oplevede økonomiske udfordringer med høj arbejdsløshed og svag
økonomisk vækst.
Tiltag: Under Gerhard Schröder gennemførte Tyskland "Agenda 2010" reformer, som
omfattede stramme finanspolitiske tiltag
som reduktion af sociale ydelser, reformer af arbejdsmarkedet og skatteforhøjelser.
Effekt: Reformerne bidrog til at forbedre Tysklands økonomiske konkurrenceevne og
stabilisere de offentlige finanser,
men blev også kritiseret for at skabe større økonomisk usikkerhed og sociale
udfordringer for mange borgere.